Vi sad under oliepalmen i haven lørdag eftermiddag, da vi hørte en højttalerbil skratte ude på hovedgaden i den lille soveby på det nordvestlige Sicilien, hvor vi overvintrede. Af en lørdag at være var her i forvejen stille, og selv da butikkerne rullede skodderne op igen sidst på eftermiddagen, forblev gaden foruroligende tom. Lørdag er ellers den dag, der handles, sludres, slentres, socialiseres, men døren til cannoli-bageren overfor stod ubevægelig, og selv i det travleste kryds, hvor slagter, paninoteca og et par barer dannede et naturligt centrum for lørdagseftermiddags-aktivitet, og som desuden var frakørslen fra autostradaen, hang luften stille over kørebanens asfalt, kun nu og da puffet væk af en ensom bil.

Vi havde vendt det løbende over den sidste tid. Om situationen nu var så kritisk, at vi burde rejse hjem? Men vores stærkeste argumente var, at der stadig kun var ganske få tilfælde af sygdommen på Sicilien, og at vi hele tiden havde fulgt sundhedsmyndighedernes anvisninger om afstand, håndsprit og håndvask. Corona forgik i Norditalien, som ligger tættere på Danmark end Palermo. I forvejen var vi bare os, vi havde ikke mange sociale relationer, og den eneste nabo, vi havde lært at kende, var en forstyrret ældre mand, der lod sine vrangforestillinger gå ud over alle, der passerede hans fortov. Her slog han ud efter alle forbipasserende med en kost, mens han råbende besvarede stemmerne i sit hoved. Jeg forsvaret mig ved at bede ham lade være med at slå, mens jeg hastede videre. Sådan endte vores samtale, men den fortsatte muligvis, da der en aften nogle dage senere lød en klirren ude i portbygningen. Nogen havde kastet en flaske ind gennem den store smedejernsport, og nu lå der grønne splinter overalt mellem pigstenene. Måske var det den vanvittiges svar.

Vi følte os ikke i nogen overhængende fare, og det var allerede en uge siden vi sidst have været ude blandt mennesker, nemlig på min fødselsdag d. 1. marts, der selv for Sicilien havde vist sig som ualmindeligt varm og mild med høj sol og 24 grader. Blækspruttesalat og pasta med sværdfisk samt et køligt glas Grillo på en næsten tom restaurant, var det sidste måltid, vi havde spist uden for huset, ja sidste gang vi overhovedet havde været ude blandt andre. Alle var af huse den dag, men de fleste ville hellere promenere i det smukke vejr end at spise på en restaurant, der ikke var helt vågen af sin vintersøvn.

      Vi havde taget forskud på den karantæne, hele verden snart ville blive sat i, og vi var blevet hjemme i huset og haven, kun afbrudt af indkøb, hvor vi holdt afstand, og gåture med Nelson, hvor vi ikke stoppede og talte med nogen udover den lille pige, der havde stoppet mig en af dagene og spurgt, om jeg var kineser? Vi var de eneste, der så fremmedartede ud i den lille by, hvor de fleste enten kendte hinanden eller var i familie med hinanden.

Højtalervognens skratten gjorde det umuligt at høre, hvad der blev sagt, men vi kunne fornemme at stemningen var mere alvorlig end i den foregående uge, hvor det fantastiske forårsvejr havde overbevist kaffebaren på Piazza Dante om at det var lunt nok til at fjerne skodderne fra terrassen, så man kunne drikke cappuccino udendørs.

Men alting var anderledes nu. Vi besluttede at sove på det.

Sicilien var foreløbigt gået fri, der var færre tilfælde end i Danmark, befolkningerne er næsten lige store. De få tilfælde, der havde været, var turister fra Bergamo, epicenteret i Norditalien, der straks var blevet indlagt på hospitalet i Palermo, men ikke havde nået at smitte nogen uden for den rejsegruppe, de var en dal af. Af sikkerhedshensyn og for at følge trit med resten af nationen, var alle skoler og uddannelsesinstitutioner blevet lukket ned, og der havde været underligt stille i haven, der lå op ad en af de kommunale skoler. Alle kinesiske butikker i Palermo havde ”frivilligt” valgt at lukke indtil videre, men museer og offentlige institutioner var stadig åbne. Dagligt fulgte vi Palermo Today, Giornale di Sicilia og ANSA, det italienske nyhedsbureau, og vi havde overvejet, at hvis der blev udsted udgangsforbud, som der allerede var i Norditalien, ville huset og den store have ikke være det værste sted at opholde sig.

Det var de overvejelser, der bølgede hen over sengetæppet, da vi søndag morgen vejede for og imod.

Så ringede telefonen. Det var hjemmefra, det var nogen, der gerne ville vide, om vi stadig var på Sicilien? For at sige, at nu var det tid at vende hjem. Man kunne jo ikke engang håndtere katastrofen i det velordnede, velhavende Norditalien, og man frygtede, hvad der kunne ske, hvis virus for alvor bredte sig til Syditalien, der i forvejen er udfordret. Jeg havde set syditalienske hospitaler indefra, og det var nedslående. Opkaldet hjemmefra kom fra en bekendt, der arbejdede i WHO. Det var overbevisende. Morten klappede computeren op, for at se, hvad tid færgen sejlede fra Palermo, men datoen kørte ud over skærmens kant, det var som om dagen i morgen ikke eksisterede i computerens system.

Vi kiggede på hinanden, det var ikke mere at sige, alt pegede på, at det var nu. Vi stod op, og mens Morten købte færgebilletten, regnede jeg på ruter, kilometer, luftepauser og dieselforbrug. Jeg opgav ret hurtigt den rute, vi for nogle måneder siden var kommet ad, for ved at tage færgen tilbage til Genova, kunne vi risikere at blive dirigeret vest over, uden om de blinkende røde corona-zoner, helt over til Frankrig. På et kort, jeg fandt på ANSAs hjemmeside, kunne jeg se en smal, hvid korridor slynge sig udenom Lombardiet, og det så derfor ud, som om det stadig var muligt at køre over Brennerpasset, vores første pejlemærke ud af Italien.

 Vi pakkede flere måneders liv ned i kufferterne, hurtigt og med sikker hånd. Jeg ville have købt en særlig effektiv, roterende gulvmoppe, besøgt et vintagearkiv i Palermo, foræret den unge bagerpige, der hver dag have forkælet Nelson med pølsestykker, et par øreringe, og jeg ville have hjembragt forsyninger af den lokale olivenolie, som vores grønthandlers fætter producerede, alt sammen glæder, jeg ville have gjort mig selv og andre og som jeg havde udsat, men nu tømte vi i hast det trefløjede klædeskab, foldede t-shirts og striktrøjer og stak strømper ned i sko og sko ned i sidelommer på kufferterne.

Alessandra, der tog sig af alt det praktiske omkring huset, og som vi tit havde sludret med i haven, mens hundene legede, kom forbi hen ad eftermiddagen. Hun virkede rystet og beklemt, og vi talte lidt om hendes lungesyge bedstefar, som hun nu var så bekymret for. Vi forsøgte ikke at tænke på, hvad vores bekendte hjemmefra havde sagt om de overvejelser, WHO gjorde sig om især Syditalien, og tog så afsked uden kindkys, uden kram.

Ruten hed Palermo – Napoli, med den sidste færge, så vi kunne vågne friske i Napoli næste morgen og køre mod Firenze, for her at gøre et sidste stop, inden vi krydsede delstatsgrænsen til Emilie Romagna, den første røde region på vores tur. To måner tidligere var vi ankommet til havnen i Palermo en aften, nu var vi klar til at forlade havnen, byen og øen igen i skumringen. Da vi viste billet til vagterne ved indkørslen til færgelejet, blev vi sendt tilbage til billetkontoret, hvor vi skulle skrive under på, at vi ikke udviste symptomer på covid-19 og ikke havde været i Kina indenfor den seneste tid.

Som vi også havde oplevet det i Genova, måtte vi vente på, at lastbilerne kørte ombord først, og da vi ikke hørte til nogen steder i køerne, blev vi gennet over til siden, hvor vi var ved at blive mast af lastbilerne, indtil vi endelig fik lov til at køre ombord på en næsten tom færge. Vores hovedkilde til nyheder havde længe være dr.dk, der kørte et tema om branden på Scandinavian Star, som havde lejret sig i vores underbevidsthed og fik de lange øde gange og rustne trapper til at se mere uhyggelige end de havde forekommet os på udturen. Mens vi lagde os til at sove i kahytten, befalede premierminister Giuseppe Conte Italien i lockdown.

I Napoli var der kun en ting at gøre: foden på speederen og så få pauser, som vi kunne tillade os at holde af hensyn til Nelson. Sidste spisepause holdt vi kort efter Firenze. Jeg hentede sandwich fra baren med god afstand til de øvrige handlende, og vi spiste på parkeringspladsen i støvregnen, luftede Nelson og tankede bilen op.

I de øvrige to, tre tissepauser vi holdt, drak vi espresso af papkrus og vaskede hænder. Og så sprittede vi. Rat, instrumentbræt, telefoner, kreditkort, hundesnorens håndtag – alt blev sprittet af. Et af dækkene var begyndt at tabte luft, men der var ingen ventetid ved pumpen, for tankstationen var som blæst for mennesker og biler. Kun enkelte rengøringsfolk stod og talte sammen, og baristaerne kiggede langt efter kunder, der ikke kom, mens nyhederne løb over tv-skærmen bag baren: flere døde, flere smittede, et land i undtagelsestilstand, i opløsning.

Jo længere nordpå vi kom, jo mere øde blev motorvejene i vores retning. Det var som at køre om natten i strålende solskin. Af og til blev vi overhalet af en rustvogn. Det var næsten ikke til at bære.

Det var et stykke før Gardasøen, at GPS’en pludselig dirigerede os væk fra autostradaen. På kortet var det tydeligt at se, at autostradaen gik i lige linje op til grænsen, og der var ikke markeret vejarbejde eller kø. Når det ikke faldt os ind, var det måske fordi alvoren endnu ikke helt var gået op for os, og efter 62 km på landeveje begyndte vi at skændes. Chaufføren var træt af navigatørens væven, navigatøren stolede denne gang på GPS’en, selvom den flere gange havde sendt os på afveje i de sicilianske bjerge. Men det her var Norditalien, her kunne man jo stole på…det var lige der, det gik op for os, at det var Norditalien, og at GPS’en netop derfor havde dirigeret os uden om Lombardiet, den røde zone, og gennem den hvide korridor langs Gardasøen, som jeg havde set på ANSAs hjemmeside dagen før.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men nok ikke, at vi kunne køre lige hen over en ubemandet grænseovergang og ind i Østrig, uden på nogen måde at blive stoppet eller kontrolleret. Men vi kørte uantastede over og videre og ned i parkeringskælderen under et hotel i Innsbruck, som havde masser af ledige værelser midt i skisæsonen. Det var en lettelse at kunne gå en runde i hyggelige gader med Nelson, at kunne gå ud og spise vegetarmad på et hipt, ungt sted, tage et glas Grüner Veltliner og så synke ned under en tyk, østrigsk dyne, i sikkerhed, ude af Italien. Fuldmånen hang tung og tæt over de sneklædte bjerge, jeg kunne se fra sengen. Lige så klart havde den stået, da vi var rullet ombord på færgen i Genova og med kurs mod Palermo. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være så lykkelig for at forlade Italien.

Lettelsen varede kun til vi morgenmaden, hvor Østrig var på forsiden af alle morgenaviserne, ja det viste sig, at Tyrol og Innsbruck var epicenteret for spredning af virus til hele verden. Det var blot blevet fejet ind under gulvtæppet af hotelejere og turistmyndighederne. Vi slugte kaffe, brezel og birchermüesli, derefter blev nattøjet kastet i kufferten og så stod den igen på sprit, sprit, sprit. Nelson var mild og medgørlig og hoppede bravt op i sin transportkasse, hvor han snurrede sig sammen som en ræv. Han kunne mærke, at vi var anspændte, at det nu drejede sig om at komme hjem. Vi smækkede bildørene i til de sidste 1000 km af vores hjemtur.

 Efter mine beregninger ville vi kunne nå den sidste færge fra Hammer Bakke til Orø, selvom vi holdt luftepauser og eventuelt skulle snegle afsted i Stau ved nogle af de utallige vejarbejder, der var markeret med røde trekanter på ruten. Kunstværket Grüss Göttin hilste os i pink neon, da vi drejede ud mod motorvejen, og jeg tog den hilsen som et tegn.

Kort efter Innsbruck faldt de første dråber. Tunge tæpper af drivende væde lagde sig over bilerne, kørebanen, landskabet hele vejen gennem Tyskland, endnu en grænse vi passerede uden at blive stoppet. På hele turen blev vi kun kontrolleret ved grænseovergangen i Rødby, og udelukkende fordi vi fremviste hundens blå pas. Det handlede om en aktion mod ulovlig import af hunde, men ikke et ord om corona blev nævnt.

Viskerne fejede frem og tilbage i en uafbrudt, gentaget bevægelse og vi tændte for første gang i flere måneder for varmen. En ven skrev hjemmefra, at han havde hørt, at Østrig nu havde lukket grænsen til Italien, måske var det kun et spørgsmål om timer, før Tyskland lukkede til Østrig, Danmark til Tyskland. Jeg måtte scrolle langt ned i meddelelserne på danskerlisten, før jeg fandt det sted, hvor det stod, at danskere altid ville kunne rejse ind i Danmark.

Vi minimerede pauser, vi optimerede på sprit, på udendørsspisepauser og på papkrusespresso i den iskolde, uophørlige regn. Nelson gad ikke engang snuse, han skulle bare have overstået sit, så han kunne komme tilbage til den trygge varme kasse. Vi var ikke i Kansas mere, Toto og vi, og mine sko var ikke røde, men tilsølede af mudder fra den sidste luftetur på et ikkested ved Kassel. Foran os måtte regnbuen være.

Det tog tid, regnen sænkede sigtbarheden og vi sænkede farten, og fordi vi var ved at være trætte, besluttede vi at tage over Femern fremfor Flensborg. Ved Hanover bøjede vi derfor af i retning af færgen.

Som om det ikke allerede havde skyllet ned hele dagen, tiltog regnen yderligere, og i det krybende mørke var kørebanen knapt nok synlig. Kun de forankørende bilers baglygter holdt os på sporet, og kun GPS´en kunne bekræfte, at det var den rette vej, vi var slået ind på, først mod Lübeck og derefter til Puttgarden. Vi ville være ved færgen om under en time nu.

Samme lettelse, vi havde følt i Innsbruck bredte sig igen og vi begyndte glæde os til at gense børn, venner og naboer. Tanken om, at vi ville være i havnen lige om lidt og derefter kunne tage et hvil på færgen, gav os ny energi og en sidste time og 45 minutter, det tager at kører fra Rødby til Hammer Bakke, syntes som en søndagsudflugt. Vi skulle bare lige med færgen først.

De sidste ti km mod Puttgarden færgehavn glider en smal landevej hen over Femern og er den eneste tilkørselsvej for al trafik til færgerne. Landevejen består af en vejbane i hver retning uden rabat, der er ingen vejbelysning og heller ikke nogen rabat, blot autoværn og et smalt brombærkrat på den anden side, før togskinnerne begynder. Lastbilerne sænker ikke nødvendigvis farten her, bare fordi det ikke længere er motorvej.

Det var her, i mørket, at bilen gav op. Midt på vejen, midt i mørket og øsregnen flammede et par ukendte ikoner op på instrumentbrættet, inden motoren åndede ud. Vi drejede nøglen, koblede ud, ingenting. Vi prøvede igen og igen. Slet ingenting. Nødblinket virkede, men hvor længe? Bilerne, flest lastbiler, ræsede tæt forbi os for at nå færgen til Rødby, og det var livsfarligt at kravle ud bag bilen i mørket og bakse de tunge kufferter op af det tætpakkede bagagerum for at grave advarselstrekanten op, der lå under al bagagen. Hvor synlige var nødblinkene i den tætte regn? Var det forsvarligt at blive siddende i bilen? Vi kravlede ud i brombærkrattet på den anden side af autoværnet. Autohjælpen kunne først være fremme om halvanden time, det fossede ned og nu var ikke mere strøm på telefonen. Da jeg ville lempe Nelson ned på jorden, slog han kløerne i og hagede sig fast i min arm. Her blev han til politiet parkerede bag os, og vi trygt kunne sætte os ind i bilen og vente på autohjælpen.