At stå på tæer og kigge sultent på æbletræet i naboens have.

Når man er rundet af den protestantiske folkekirkekultur, er de katolske helgener både eksotiske og svære at komme i nærheden af. Netop derfor er de så fascinerende, så mange af mine rejser til Syditalien har også ført til dem. På sidste tur, for et år siden, boede vi i en lille soveby udenfor Palermo, hvor man på byskiltet bliver hilst af både Santa Maria og Jesu’ hellige hjerte. Dette, selvom byens skytshelgen egentlig er San Giuseppe, ham, der fejres d.19. marts med stort opdækkede måltider i kirker og i nogle hjem. Han er praktisk nok indsat der i kalenderen, hvor forårsjævndøgn forlanger sit offer for at garantere, at vinteren vitterlig er forbi og der fra nu af vokser velstand op af jorden takket være solen og varme.

Hvem er hvem, hvem kan hvad, hvilke superkræfter har de, hvorfor er de der, når man bare kan tale direkte med Gud? For os i Norden er det Kristus, der er linket mellem os og den himmelske fader, men for italienerne er der mange flere nuancer i forholdet mellem Gud og mennesker, ikke mindst kirken. Og så giver de mange helgeninder plads til, at også det feminine princip, som vi må lede langt efter i vores egen tradition, får et outlet.

På Sicilien er det særligt Santa Rosalia, hende der beskyttede Palermos borgere mod pesten i 1600-tallet, længe efter hun selv var død, og den lyse, Santa Lucia, hende, vi bærer lys for i december, der dyrkes. Går man op ad Monte Pellegrino, der ligger i udkanten af Palermo og fungerer som bypark, når man til Santa Rosalias kilde, der er et vigtigt vartegn og et pilgrimsmål. Fra kilden tappes helligt vand i små hvide madonnadunke af plastik, sådan en har jeg siden besøget haft stående hjemme i vindueskarmen. Her udgør hun sammen en Willendorf-Venus i rosakvarts, to grankogler fra kæmpefyr i Sibirien og en gylden snekugle, der drysser fnug over en puddel, mit eget lille alter. Ikke for nogen i særdeleshed, men for et princip, det livgivende, det der omfatter alle dyr, planter, mennesker og planeter, det omsorgsfulde, der beskytter dem, der ikke altid selv kan beskytte sig selv. Dyr, planter, mennesker, planeter.

Sidste år, da pandemien brød ud, var det naturligvis også Santa Rosalia, palermitanerne greb til for beskyttelse. Oppe fra Monte Pellergrino ser man ud over Palermo, er ligger som en perle i en gylden muslingeskal, og en af de mange legender fortæller, at det netop var her, Afrodite fødtes af havets skum. Længe før, der var helgener og helgeninder, var der gudinder og de var ikke hvem som helst. De lever videre mange steder på Sicilien.

Jeg ofrestiller mig, at de første kirkefædre, oldkirkens tekstforfattere og konceptmagere, må have revet sig i skægget og forsøgt at højne kreativiteten med endnu et afkog af bulmeurt, for at finde ud af, hvad de skulle stille op med den enorme efterspørgsel på det kvindeligt guddommelige i den nye tids religion, der jo egentlig kun kunne tilbyde de søgende en enkelt mand og en enkelt, om end, almægtig, gud.

Hvem skulle man nu gå til med de ting, man ikke rigtig kan dele med en mand? Mens de har brainstormet og iført sig den ene kreative hat efter den anden og måske endda castet flere forskellige typer, som de har kørt fokusgrupper på, er der måske en, der lige pludselig har fået den glimrende ide, at caste et par kvinder også. Det virkede! Det var svaret på bønner om kærlighed, skønhed, sundhed, barnefødsler, hjemlige spørgsmål. Da de først fik kvinderne med gik det stærkt med at udbrede den nye religion, og bygge kirker uden på templer, som domkirken i Siracusa, der udenpå er siciliansk barok, men inden i holdes oppe af søjlerne fra det Athene-tempel, der stod her, mens Siracusa var et af verdens knudepunkter for viden og kunst.

En af de første kirkefædrene castede, var Jomfru Maria, selvom hun nok selv fortrak at arbejde udenfor rampelyset, i det stille, i det skjulte. Som kristusmoderen kunne hun bruges som kanal for alt det trivielle ved kvindelivet – barnefødsler, moderskab, betingelsesløs kærlighed, ikke at gøre noget væsen af sig selv.

Derfor forekom hun mig i mange år irriterende selvudslettende med sin vaghed, altid smalt smilende læber, sin passivitet. Stillestående, uden personlighed. Kedelig, faktisk. En grå mus. Jeg kan ikke sige, at der indtraf et skifte på en gang, men jeg kan sige at julesangen ”Maria gennem torne går” altid har bevæget mig dybt. Lige som Jesus selv er tornekranset, lige så lever Maria så dybt med i hans lidelse, at hun frivilligt bevæger sig gennem tornekrattet. Den indadvendte, stille kvalitet, den betingelsesløse kærlighed, som Jomfru Maria er et forbillede på sammen med harmoni, hjælpsomhed, mildhed, hjertens godhed og dyb medmenneskelighed, der i det stille gør sig sine tanker og refleksioner. Hende, der gemmer ordene i sit hjerte. Og når jeg kigger på hendes ansigt, ser jeg at også hun bærer træk fra tidligere tiders gudinder, nogle af trækkene kender jeg fra den romerske gudinde Hestia, hende, der sjældent er afbilledet, hende, der sjældent er skrevet om, men hende enhver romersk by og ethvert romersk hjem tændte en evig flamme for. The Lady of the House.

Jeg ser også hende, der ved, hende der studerer og lærer og hende der gennem iagttageler er i stand til at gøre det, der må gøres. At gå ind i graven og finde den tom. At se sin søn dø først. At gå gennem tornekrattet.

Hver helgen har sin dag, der fejres i hele den katolske verden. Kun nogle få af dem er vi også vokset op med, men det falder ikke naturligt og det er nogle gange som at stå på tæer og kigge sultent på æbletræet i naboens have, når man som protestant prøver at nærme sig de katolske helgener.

Frans af Assisi er nok den, der med størst selvfølgelighed åbner havelågen, også for dem, der ikke er katolikker. Frans havde ikke bare for over 1000 år siden, men også i dag en særlig tiltrækning på følsomme sjæle og hvis der fandtes en helgen for hipstere, må det være ham. Han var økolog længe før det fandtes, han var fortaler for naturen før Greenpeace, og han var reelt minimalist. I munterhed levede og gjorde han meget med lidt, endda på trods af et halvdårligt helbred. Han lod sig ikke gå på. Han gik bare videre.

 Hans navnedag fejrer ikke kun katolikker, men dyreelsker verden over, og enhver, der har kæledyr, ved, at det nogle gange er bedre at bede til Frans end at gå til dyrlægen. Det er i hvert fald billigere.

Som om det ikke er cool nok, ligger der i fortællingen om Frans også fortællingen om Clara, igen en af de kvindeskikkelser, vi gerne vil vide noget mere om, men endnu vigtigere måske deres relation.

Som unge forlovede, siden, da de afsværgede al jordisk gods, titler og borgerlige privilegier, forbundet i arbejdet for at udbrede troen, bygge klostre, hjælpe de svage, byde Paven modstand.

Hvad helgenerne betyder for italienerne, forstod jeg, da jeg stod foran domkirken i en mindre havneby i Apulien. Det var den årlige festdag for byens skyshelgeninde, der beskyttede sømænd og fiskere, og hele byen var spærret af for trafik og spændt op til maks. Butikkerne havde rullet skodderne ned og hele byen var pyntet med blomster og kulørte lyskæder i et format, der kun findes i Syditalien. Alle havde fri fra arbejde, skolerne var lukket og som traditionen bød, var træfiguren af madonnaen nogle dage før forsigtigt blevet flyttet fra sin faste plads i en af byens andre kirker, og befandt sig nu inde i domkirken bag enorme, tunge trædøre. Folk var begyndt at stimle sammen på domkirkepladsen, der skrånede let ned mod vejen til havnen, og da jeg var kommet tidligt stod jeg kun et par meter fra dørene, lidt til højre for midten. Som solen steg op på himlen, steg også stemningen og forventningen, for der var ikke fastsat andet tidspunkt for madonnaens exit fra domkirken, end det, der naturlig indtraf, når de otte særligt udvalgte fiskere ville kæmpe sig gennem den efterhånden store og solbagte menneskemængde, for med stærke nævers slag på kirkedørene, at anmode om at få lov til at hente madonnaen, som de derefter skulle bære i langsom procession gennem den gamle bydel med til haven. Herfra ville hun blive løftet over i en båd og sejlet ud på det hav, hun beskyttede fiskere og sømænd imod, mens fyrværkeri knaldede og bragede ud over hele havnen.

Lige foran mig stod en lille gruppe kvinder, en midaldrende mor og tre voksne døtre eller svigerdøtre, den ene af døtrene havde en lille, buttet dreng på armen, der så ud til at være 4-5 år. Stor nok til at forstå og lille nok til at glæde sig til denne dag som til juleaften.

Pludselig begyndte der at gå lette bølger gennem folkemængende, som efterhånden talte mange tusinde mennesker. Det var den skubben og masen, de otte fiskeres langsomme og trange vej op mod kirken affødte, der spredte sig i den forventningsfulde mængde. ”Hvornår sker der, hvornår sker det”, lød det alle steder fra, ”snart sker det, snart sker det”, lød svaret andre steder fra.

Alligevel varede det en rum tid før fiskerne nåede op til, hvor vi stod, dermed kun var få meter fra kirkedørene. Nu var der ingen vej tilbage, nu var det snart, og da de første dumpe slag ramte kirkens døre, blev mængden med et stille. Næste slag og næste igen øgede spændingen, der nu var på sit yderste, og endelig åbnede dørene sig og fiskerne gik ind. Dørene faldt i igen. Det var næsten ikke til at bære, så elektrisk ladet var luften og så sket det: Dørene gik op igen, og forenden af den prægtigt pyntede plade, der var udstyret med blomster og grene, kom til syne i kirkedøren, brød jublen løs i et brøl. Og så skete da, da madonnaen viste sit milde ansigt, at den lille dreng, der ligesom alle os andre havde ventet i flere timer i solen, så fuld af forventning, og utålmodig at han næsten ikke kunne være i sin krop, brød fuldstændig sammen, sønderknust af synet, og begyndte at græde utrøsteligt. Tårerne sprang fra hans øjne som små stjerner fra en stjernekaster og hans mund vred sig til vræl, der ikke kunne dæmpes. Aldrig har jeg set så ulykkeligt og samtidig så afklaret et barn, for det var som om, denne strøm af tårer flød ind i en lang tradition hinsides tid og sted.

Hvad helgenerne betyder for italienerne forstår jeg stadig ikke fuldt ud, og slet ikke i dag, hvor også helgenerne og kirke og åndelighed taber terræn til konspirationsteorier, computerspil og TikTok, men for den lille dreng på domkirkepladsen betød synet af madonnaen alt, og for mig, der stadig står og strækker mig på tæerne ved havelågen, betyder især helgeninderne en mulighed for at få en bid af det hverdags-guddommelige.